Viser arkivet for stikkord kunst

Astrup sitt Jølster

”Kom op til mig, så skal vi fare bygden rundt og se til mine motiver!” (Nikolai Astrup)

Landskapet og menneska i Jølster var det viktigaste motivet i Nikolai Astrup sin kunst, og han
omtala seg sjølv som ein av dei mest stad– og jordbundne kunstnarane i landet. Dei fleste motiva hans kan knytast til stadar i Jølster der vi framleis kan kjenne att dei same fjella, fossane og husa.

Det er no lagt til rette for fire vandringar i Astrup sine motiv. På Ålhus, Sunde, Myklebust og
Sandalstrand vil det komme opp skilt som viser eit utval av Astrup sine motiv frå staden, og ein liten turguide kan gje meir informasjon om kunstnaren og motiva.

Materialet er knytt til Astrup-appen utvikla ved Bergen kunstmuseum. Denne er no omsett til
nynorsk og betre tilpassa bruk i Jølster. Med smarttelefon eller iPad får ein tilgang til ein stor del av Astrup sine motiv, historier om kunstnaren og motiva hans, og digitale kart som viser kvar i landskapet Astrup stod når han måla motiva sine.

Astrup-appen er gratis, og tilgjengeleg for alle både på norsk og engelsk. Vi håpar den saman med skilt og turguide kan gjere Astrup meir synleg i Jølster, og bidra til å gjere landskapet her i
nnhaldsrikt for både tilreisande og fastbuande. Informasjonen kan brukast til spaserturar og
omvisningar for både gjester, skuleklassar og turistar.

*

Fredag 30. august er Nikolai Astrup sin fødselsdag.
Vi feirar med lansering av den vidareutvikla Astrup-appen og fødselsdagsfeiring i Astrup sin hage.

Kl 13.00-16.00 vert det guida tur til Astrup sine motiv
v/ Tove Kårstad Haugsbø (KODE/Bergen kunstmuseum) og Solveig Berg Lofnes (Astruptunet)
(Påmelding til silja.juklestad@jolster.kommune.no / 91 65 81 99)

Kl 18.00 – 21.00 vert det “Fødselsdag i hagen” i Astruptunet.
Kl 19.00: omvisning i Astrup sine motiv frå hagen
Kl 20.00: Sigmund Eikås spelar og fortel om musikktradisjonen vi kan sjå i Astrup sine jonsokmotiv.

Kl 21.30: Nyskapande kunst- og lydførestilling i Kjøsnesfjorden.

*

Dansk kunstmeldar gir Jølster tilnamnet "Norges blomsterdal"

Den store utstillinga av astrupkunst i København er blitt stort omtala også i Berlingske Tidende, Danmarks “aftenposten”.
Under overskrifta "Norges mytiske blomsterdal, skriv kritikar Astrid la Cour dette om Astrup, utstillinga og bygda Jølster:

“En hjemstavnsmaler med internationalt udsyn.
En boheme midt i det norske Vestland.
En naivistisk historiefortæller med mystiske undertoner
og en næsten videnskabelig interesse for detaljen.
Nikolai Astrups liv og værk er alt andet end entydigt.

Skønt Nikolai Astrup (1880-1928) er blandt de mest betydningsfulde malere i norsk kunsthistorie, og for generationer af nordmænd symbol på den nationale folkesjæl, er han tæt på ukendt i Danmark. Her i sensommeren kan man stifte bekendtskab med hans intense malerier og træsnit på Gl. Holtegaard.
Astrup var omtrent samtidig med landsmanden Edward Munch, der brændte igennem med sine stærke ekspressive værker, der indfanger det moderne menneskes angst og usikkerhed. Astrups kunstneriske projekt peger i helt andre retninger. I hans billeder er mennesket reduceret til statist, landskabet er i centrum, og det emmer af Astrups livsvarige dybe fascination af naturens mysterium.

Til udlandet

Inden Astrup fandt sin egen stil, rejste han ud i verden. I første omgang til Kristiania (Oslo), og få år senere til kunstmetropolen Paris, hvor han blev bekendt med tidens mange kunstneriske strømninger. I disse år studerede han værker af bl.a. Gauguin og Rousseau. Han fik kendskab til symbolismens søgen efter det metafysiske, og som elev af Christian Krohg ved Académie Colarossi, blev han præsenteret for realismen, som man herhjemme så det hos Skagensmalerne.
I lighed med mange af sine kunstnerkollegaer blev han fascineret af den japanske kunstner Hokusais farvetræsnit af bl.a. Japans hellige bjerg, Fuji. Det var alle disse nye strømninger og ismer, han havde med sig, da han allerede efter få år i udlandet besluttede sig for at rejse hjem og slå sig ned på sin hjemegn og her finde sit eget Fuji. Astrup levede resten af sit liv mellem de smukke fjelde i Jølster nord for Bergen, og han fandt alle sine motiver her.

Lokal motivverden

Ligesom Cezanne malede Sainte-Victoire-bjerget i Provence igen og igen, og ligesom Monet lod høstakke være motiver for sine maleriske nærstudier af lys og farve, skildrede Astrup vedholdende de samme motiver livet igennem.
For Astrup var naturen et stort mysterium, og hans malerier og træsnit rummer lige dele detaljerede naturstudier og drømmende allegorier over indtryk fra hans tidlige barndom. Måske er det ønsket om både at skildre hver en lille detalje og i samme billede indfange barndomsmindernes fantasivæsner og de følelsesmæssige stemninger, der er med til at give hans værker intensitet og tyngde. Hans billeder er netop ikke tunge i melankolsk forstand, tyngden er båret af hans ønske om at samle det hele i ét billede.
Et af udstillingens hovedværker, »St. Hansbål«, er et eksempel på et sådant billede, der både rummer en objektiv naturskildring, mytiske undertoner og følelsesmæssige stemninger. Her brydes naturens umiddelbare skønhed af de høje flammer, der sammen med det løsslupne liv blusser op. Astrup har malet de dansende ind i landskabet, som om de ved denne urreligiøse fest går i et med naturen. En ensom pige i forgrunden betragter festen på afstand. Hun måtte, ligesom Astrup, der var søn af præsten, ikke deltage i sådanne hedenske fester, men nøjes med at betragte det på afstand.

Drømmebilleder

Astrup havde astma og var derfor ofte vågen om natten som barn. I hans livlige fantasi forsvandt konturer i mørket og nye opstod. Som voksen forsøgte han at sætte sig ind i denne tilstand og genskabe barndommens scenografier, hvor naturen blev levende. I hans bestræbelser på at male disse billeder ændrede han ofte elementer i naturen.
Hvert forår stynede han et bestemt piletræ og vendte gentagne gange tilbage til dette motiv, hvor en troldeskikkelse efterhånden tog form. I værket »Martsmorgen« strækker træet sig længselsfuldt mod en sneklædt bjergformation, der ligner en liggende kvindeskikkelse.
Astrups farvemættede værker er helt klart et bekendtskab værd. Hans drømmende skildringer af de nære omgivelser midt i det storslåede norske landskab er poetiske billedfortællinger, der samles i en større ny-romantisk og naivistisk præget fabel om livet i og med naturen og dens mystiske undertoner."

Samanliknar Astrup med van Gogh

Det er den velrenommderte danske forfattaren Carsten Jensen som gjer dette i ein lengre artikkel om kunstnaren frå Jølster.
Carsten Jensen (fødd 24. juli 1952 i Marstal på Ærø, Danmark) er forfattar, journalist og samfunnsdebattant.
Før sin forfatterkariere var Jensen både krigskorrespondent og fast kronikør i den danske avisa Politiken. Det var gjennom denne avisa han på 1980-tallet blei kjend for sin nådelause litteraturkritikk. Han fikk sitt gjennombrot som forfattar i 1996-97 med reisebøkene «Jeg har set verden begynde» og «Jeg har hørt et stjerneskud». (Wikipedia).

Her følgjer det essay Jensen har skrive i den danske storavisa Politiken i samband med den store utstillinga av astrupkunst i København:

JENSEN OM ASTRUP:

SKRØBELIG MAND MED TEGNESERIENÆSE

“For Nikolai Astrup
arbejdede i det
farligste fjendeland
af dem alle –
hjemstavnen”.

På billeder ligner den norske maler Nikolai Astrup en tegneseriefigur. Jeg tænker både på fotografier og de malerier og tegninger, han selv eller andre lavede.

Jeg ved godt, det er en omvej i et portræt af ham at begynde sådan, men somme tider er der ingen anden vej til målet end omvejen. Det er kun i matematikken, at den korteste vej mellem to punkter altid er den lige.

Hans lange, smalle ansigt omgivet af et blødt, lokket hår er domineret af en næse så fremtrædende, at den forekommer at være det allervigtigste ved ham. Resten af ansigtet er venligt, på grænsen til det neutrale, høfligt afventende.
Nysgerrighedens ansigt
Han er letgenkendelig, selv på lang afstand. Med sin bredskyggede hat, kappen og frem for alt næsen vil han ikke forsvinde, hverken i et stort landskab eller midt i en uoverskuelig tumult.
Han er ligesom Holger i børnebøgerne ’Hvor er Holger’, hvor øjet før eller siden ender med at fange Holger i hans rød-hvide strikhue midt i en menneskemængde så kompakt, at den er blevet til et fiksérbillede.

I modsætning til Astrup har Tintin ikke nogen stor næse. Hans kendemærke er den strittende hårtot. Det er den ubeskrevne blankhed i deres ansigter, der udgør ligheden mellem dem.
De ser ud, som de er bestemt til at gå uberørte gennem alle slags voldsomme begivenheder. De er eventyrere, der vil forblive upåvirket af de dramaer, der udfolder sig omkring dem.
De udsættes for alle tænkelige absurditeter. Men de bliver aldrig selv en del af dem. Det er den endeløse nysgerrigheds ansigt. Det må ikke gemme på for meget. For så kan det ikke rumme så meget.
Eventyrer i fjendelandet
Her vil enhver med en smule kendskab til de to herrers biografier ryste på hovedet. Tintin er opfundet med det ene formål at blive kastet ud i det ene eventyr efter det andet. I Astrups liv sker der ikke noget.

I slutningen af 1800-tallet vokser han op i en lille bygd, Jølster, i Vestlandet, et par hundrede kilometer fra Bergen, forlader den for en kort stund eller to, vender tilbage og bliver der, til han dør, kun 47 år gammel.
Tintin er opfundet med det ene formål at blive kastet ud i det ene eventyr efter det andet. I Astrups liv sker der ikke noget
Som stor dreng maler han sine første billeder, udsigten fra præstegården. Der er haven, fuldmånen på en lys sommernatshimmel, fjerne fjelde. Det er de samme motiver, han bliver ved med at opsøge hele livet.

Selvfølgelig, tænker man, må der være denne blanke uberørthed over hans ansigt: han oplever jo ikke noget. Det er ikke tegneseriens uvirkelighed, der beskytter hans ansigt mod tidens spor. Det er det kedsommelige liv, han lever.

Intet kunne være mere forkert. Astrup er, når det kommer til stykket, en meget større eventyrer end Tintin. Han er på eventyr i det farligste fjendeland, der findes: Hjemstavnen. Og han kommer der ikke, fordi han ønsker at vende hjem. Hjemstavnen er en omvej.

Den livsfarlige præstegård
Astrup vokser op i en livsfarlig præstegård. Ikke fordi hans far er en typisk vesterlandsk pietist, optaget af at fordømme synden i alle dens apparitioner, en svoren fjende af enhver livsglæde, altså ikke noget godt selskab for et ungt menneske, der vil gå kunstens vanskelige veje.

Nej, præstegården er rent bogstaveligt et livstruende sted. Vi har den lokale distriktslæges ord for det: »Ingen kan opholde sig der uden risiko for helbredet; (…) et farligt sted, hvor mennesker burde forbydes at være«.

Lægen ender med at udtrykke sin frygt for, at husets beboeres helbred allerede er uopretteligt nedbrudt af opholdet.

Og det er det. Nikolai Astrup mister tre af sine søskende. Selv lider han uhelbredeligt af astma, og det er hans dårlige lunger, der ender med at tage livet af ham.
Paris
Det er det sted, Nikolai Astrup vil tilbage til, efter at ikke bare Kristiania (Oslo), men også den europæiske kunsts hovedstad, Paris, har åbnet sine døre for ham. Et sted, hvor han ikke kan trække vejret.
Et sted, hvor alt, fugten, svampesporerne, trækken, den evigt faldende regn, den altgennemtrængende kulde, hele den allergifremkaldende natur lægger sin hånd over hans mund i et langvarigt kvælningsforsøg.
Det er der, han vil hen. Det er der, han vil vokse og gro. Hvis det ikke er Tintin på bogstaveligt talt dødsforagtende eventyr, så ved jeg ikke, hvad det er.
En overtydelig Holger
Og så kommer Astrup tilbage. Og han bliver. Hinsides al stædighed, med en stålsathed, der langt overgår selv det mest armerede panser, holder han ud. Og det er ikke, fordi hjemstavnen er et fikserbillede, hvor han falder i med omgivelserne.
Nej, han er en overtydelig Holger. Han er outsideren. Præstesønnen, der vil være kunstner og ikke passer ind nogen steder.

Faren skubber ham fra sig og forhindrer, at han kan købe sig et hus. Ni år tilbringer han i et af præstegårdens udhuse. De velstående bønder holder ham væk fra deres døtre, som han selvfølgelig må forelske sig i.
Også de fattigere bønder ser på ham med foragt. Han arbejder jo ikke med sine hænder. Som 27-årig gifter han sig med en 15-årig pige. Forargelse igen, ikke over aldersforskellen, men fordi han har giftet sig under sin stand.
Ja, sandheden er, han ikke har nogen stand. Da han omsider køber jord og indretter sig et atelier, bliver det narret fra ham igen. Han har i sin naive tillidsfuldhed ikke sikret sig de rigtige papirer på købet. Ikke engang loven beskytter ham.

Den kvælertagende astma
Tintin ville for længst have givet op, Holger være flygtet ud af billedrammen. Astrup bliver. Omsider finder han et sted, får sit atelier, noget jord, han kan dyrke. Men jordstykket er nordvendt og så stejlt, at der næsten ikke dyrkes noget på den.

Hele tiden hjemsøges han af astmaen. Han sover halvt oprejst i en stol. Han kan ikke ligge udstrakt af angst for at blive kvalt. Og når han ikke kæmper mod astmaens kvælertag, går han rundt med sit blanke, modtagelige ansigt og ser og ser.
Man skulle tro, at det var en malerisk ækvivalent til Aksel Sandemoses sviende anklageskrift mod snæversyn og provinsialisme i romanen ’En flygtning krydser sit spor’, han samler materiale til.
Men det er ikke det, han søger. Kunsthistorikere har talt om naturens mysterium i hans malerier, men det svarer vel blot til at svare på en gåde ved at opstille en ny.
Barndommens endeløse nætter
Jeg tror, forklaringen ligger i astmaen.

Nu må jeg blive personlig. Da jeg læste om Astrup i den norske kunsthistoriker Øystein Loges bog ’Elskaren under Trekrona’, var det distriktslægens beskrivelse af barndomshjemmets tilstand, der ramte mig.
Nikolai Astrup med den store næse og tegneserieansigtet er en eventyrer, altid på rejse i en verden, vi tror, vi kender, men han ser bedre og dybere end os
Ikke at jeg selv har boet i sådan et hus, men jeg havde også astma som barn, og det er barndommens endeløse nætter, der kommer tilbage til mig.

Jeg erindrer, at jeg vågnede i mørket, fordi en stor hånd pludselig klemte mig om brystet og hen over munden, og jeg kun kunne få vejret gennem sprækkerne mellem de grove, ubøjelige fingre.

Og så på et eller andet tidspunkt ud på morgenen, når det første lys siver gennem gardinerne, fjerner hånden sig umærkeligt og forsvinder på samme uforklarlige måde, som den først dukkede op. Du trækker vejret igen.
Åndedragets mirakel
Det er det, jeg vil kalde Astrups øjeblik.

Lad mig forklare, hvad jeg mener. I det øjeblik, presset forsvinder, og du igen trækker vejret normalt, sker der noget forunderligt. Pludselig er der ikke noget i verden, du tager for givet eller selvfølgeligt.
Du føler en dyb taknemmelighed over det mest elementære i tilværelsen, selve grundlaget for din eksistens, åndedraget, som du ellers aldrig skænker en tanke, endsige ofrer nogen større følelser.

Men nu gør du. Du er intenst opmærksom på, at du er i live. Men du lider ikke af posttraumatisk stresssyndrom. Det modsatte sker. Du oplever åndedragets velsignelse indefra. Du føler dig i en stor og dyb overensstemmelse med de bærende principper i livet.
De bliver ikke forklaret for dig. Du erfarer dem ordløst. Så forsvinder også denne oplevelse. Du bliver dig selv igen. Du får dit navn, dit sprog tilbage, og sproget begynder på ny at organisere den virkelighed, der omgiver dig.
Et lag af gammelkendt abstraktion vokser frem mellem dig og verden. Det bliver hverdagsvirkelighed, og du tager igen alting for givet. Det sidste, du tænker over, er åndedragets mirakel. Indtil næste gang.
Midt i en brydningstid
Men et eller andet sted sidder erfaringen i dig, og du ved, at det er det tætteste, du har været på et begreb om nåde.

Det er Astrups øjeblik.

Det er derfra, hans inspiration kommer. Det er det, der er hans hjemstavn, fædreland og verden.

Skønt Astrup bekendte sig til en form for naivisme i kunsten, var han ikke selv naiv.

Han voksede ikke ud af noget folkedyb. Han havde været omkring. Han kendte sin samtids kunstnere. Han stod midt i en brydningstid og orienterede sig både bagud og fremad i tiden.
Det skete flere gange, at han følte, han stagnerede i sin kunst, og hver gang ville han begynde forfra på en kunstskole.
van Gogh som lidelsesfælle
Men de klogeste af hans lærere så, at Astrup var en kunstner, der ikke skulle påvirkes, men forløses. Der var en vision i ham, de ikke måtte pille ved. Det er ikke gennem kunsthistorien, at vi lærer ham at kende, skønt hans påvirkninger spænder fra japansk træsnit over van Gogh til ekspressionismen.

Alligevel er det måske interessant at opholde sig ved van Gogh. De to har åbenlyst noget til fælles, og det er ikke, fordi Astrup muligvis er påvirket af van Gogh. Fællesskabet ligger et andet sted.
Det er overensstemmelsen mellem to mennesker, der deler en erfaring, og hver på deres måde søger et kunstnerisk udtryk.

I bogen ’The Doors of Perception’ berettede den britiske forfatter Aldous Huxley, at han, når han var høj på meskalin, så virkeligheden, ligesom van Gogh malede den.

Den amerikanske kritiker Fredric Jameson er gået et skridt videre og mener, at van Gogh oplevede verden ligesom en skizofren. Van Gogh var ikke skizofren.
Han blev på et tidspunkt hjemsøgt af epilepsi, og før, under eller efter et epileptisk anfald har han utvivlsomt haft øjeblikke, hvor en anden virkelighed kom til ham, ligesom den kom til Astrup.

Den ikke-menneskelige natur
Det ville helt bestemt være forkert at sige om naturen i Astrups malerier, at den er mørk eller dyster. Men det ville også være forkert at sige det modsatte. Den er heller ikke venlig eller imødekommende.
Den er slet og ret ikke menneskelig, og den låner sig heller ikke til tolkninger, der vil tillægge den menneskelige egenskaber.

Vi bilder os ind, at vi kender naturen. Enten fordi vi gennem kendskab til dens love har været i stand til at undertvinge den og fra fjende forvandle den til en kuet, ofte mishandlet tjener. Eller fordi vi sympatiserer med den krænkede natur og længes efter at genoprette den harmoni, vi har ødelagt.
Altid på rejse
Astrup bilder sig ikke noget ind. Han har i det øjeblik, hvor astmaen slipper sit greb om luftrøret på ham, erfaret åndedrættets mirakel indefra. Der er en ærbødighed i ham, måske endda en følelse af fællesskab med denne natur, men det er ikke noget romantisk fordrømt fællesskab. Han maler en ukendt natur, og han ved, at vi som mennesker blot er et af dens mange udtryk.

Det buldrende sankthansbål midt i et fjeldlandskab, hvor sneen på toppene aldrig helt vil smelte, er et af hans yndlingsmotiver.

Det er det tætteste, vi kommer på en naturdyrkelse. Det er væksten, der fejres, også det spirende liv i mennesker selv. Eller åndedrættet, der kommer tilbage til Astrups lunger. Ilden er centrum. Og sneen ligger stadig på fjeldet.

Jo, Nikolai Astrup med den store næse og tegneserieansigtet er en eventyrer, altid på rejse i en verden, vi tror, vi kender, men han ser bedre og dybere end os og ved, at vi hver dag fødes på en ny planet.

Hjemstavnen var en af de omveje, han måtte benytte, for at lande på den.

Billedkunstneren Tor Olav Foss til Jølstramuseets sommerutstilling

Tor Olav Foss på Jølstramuseets sommerutstilling

Den 20. juni åpner årets sommerutstilling i Jølstramuseet.
En av årets utstillere er billedkunstneren Tor Olav Foss fra Furnes ved Hamar.

Gjennom mer enn 80 separat- felles- og gjesteutstillinger i Italia, Norge, Svalbard, Sverige og Tyskland har hans arbeider oppnådd internasjonal oppmerksomhet, og er representert i offentlige og i private samlinger i Danmark, Finland, Frankrike, Island, Italia, Kenya, Norge, Svalbard, Spania, Sverige, Tyrkia, Tyskland og USA.
Vitaminer for sjelen
Samtlige av hans malerier har lys som sentralt tema, både i konkret og i symbolsk betydning og er i media ofte omtalt som “vitaminer for sjelen”. Arbeidene spenner over et stort register, og på sommerutstillingen vil publikum finne spennende malerier fra naturalistisk figurativ til abstrakt uttrykksform i ulike teknikker. Jeg gleder meg til å møte publikum i Jølster i og med at det er første gang jeg stiller ut i denne vakre delen av landet, sier Tor Olav Foss.
Nominert til europeisk kunstpris
I 2004 ble han nominert til the Lexmark European ArtPrize, Triennale di Milano i Italia. Tor Olav Foss har tidligere designet trofeet til den offisielle, norske Kvalitetsprisen, malt sidealter i Grefsen Kirke i Oslo, er prisvinner i fotografi i Norge og Sverige samt representert med arbeider i en rekke bøker og europeiske publikasjoner. Samtidig med verdensutstillingen EXPO 2000 ble han også presentert i det internasjonale ”Who is Who Europamagazin” og i 2006/07/09 de tyske magasinene “Top business going Asia” og “Top business going South America”.
Foruten Tor Olav Foss byr utstillingen på en rekke arbeider av flere kjente norske kunstnere.